OM MEDIATION
– hele mennesker – holdbare løsninger
Mediation er en særligt udviklet metode til alternativ konfliktløsning. Metoden er gennemprøvet og er et unikt redskab til at opnå varige og holdbare løsninger på en meget effektiv og skånsom måde for de involverede parter.

Anvendelse af mediation som konfliktløsningsmetode er særligt gavnlig, hvor parterne i konflikt har behov for at have et godt samarbejde i fremtiden, f.eks. virksomheder, der er samarbejdspartnere, skilsmisseforældre.

Metoden har med stor succes været anvendt i U.S.A. gennem snart 40 år og anvendes tillige i udbredt omfang i bl.a. UK, de øvrige engelsksprogede lande og Norge. I Danmark kender vi især metoden fra retsmægling ved domstolene, som dog først finder sted, når der er indledt retssag mellem parterne. Den helt store fordel ved metoden opnås dog, hvor mediationen sættes i værk, inden der anlægges sag mellem parterne.

Begrebet mediation defineres i sin grundform som konfliktmægling mellem parter, der 1) frivilligt har valgt at forsøge at løse konflikten på den måde. I “midten” sidder 2) en neutral procesleder, en mægler eller “mediator”. Mæglerens rolle er at guide parterne gennem 3) en proces, der kan hjælpe dem til at 4) løse konflikten selv.

Mediation kan bruges inden for alle konflikter – erhvervsmæssige, private, offentlige m.v. Der er ingen grænser.

Hvorfor vælge mediation?

Fordelene ved mediation er mange frem for traditionel konflikthåndtering, f.eks. ved retssager, voldgift eller intern konflikthåndtering i virksomheder.

Her er et udpluk:

– Mediation sætter fokus på det egentlige kerneproblem, ikke på den jura og de krav, der ”omgiver” problemet.

– Konflikten bliver givet tilbage til parterne selv. De får selv ansvaret for den, ikke deres advokater.

– Parterne formulerer selv løsningen. Derfor er der ofte flere løsningsmuligheder end dem, man kan arbejde med inden for f.eks. domstolssystemet.

– Mediation er hurtigt. En tung, årelang konflikt kan ofte løses på nogle få timer med metoden.

– Mediation er meget skånsomt for de involverede, i modsætning til alle andre former for konflikthåndtering.

– I mediation høres begge parter tilbundsgående.

– Mediation giver den bedste mulighed for et fremtidigt samarbejde med den anden part.

– Begge parter går ud af en mediation som vindere.

Mediation giver med andre ord hele mennesker og holdbare løsninger på konflikter. Potentialet i metoden er enormt.

Fremgangsmåden:

Mediation foregår i 6 faser:

  1. Velkomst. Åbning. Mediator orienterer parterne om etik og spilleregler.
  2. Dialog. Informationsindsamling. Parterne fortæller hver især frit om konflikten set fra eget synspunkt.
  3. Problemfelter præciseres. Fra krav til interesser og behov.
  4. Parterne brainstormer. Løsningsmuligheder fremfindes uden stillingtagen.
  5. Løsninger forhandles og aftale opbygges.
  6. Aftalen checkes og indgås.

Mediators rolle er at lede parterne gennem denne proces. Mediators rolle er ikke at afgøre sagen for parterne eller at finde løsninger for dem.